Om

"...en sjælden sammenhæng af kreativitet og teknisk overskud."

Jakob Hedegaard Andersen, Organist og leder af Lille Sydfynsk Orgelfestival.

ENSEMBLE DÍSIR

Outi Helena Karjalainen, sopran, er uddannet ved Syddansk Musikkonservatorium i 2015.

Outi har siden sin flytning fra Finland til Danmark i 2007 i høj grad beskæftiget sig med kirkemusik. Hun er pt. ansat som sopran i Holmens kirke, og hun har medvirket som solist i oratorier såvel som i sine egne kirkekoncerter.

Hendes største interesse inden for de klassiske genrer er barokmusik, og på grund af sin store interesse for forskellige sprog har hun også sunget på fx tyrkisk og spansk.

Udover det klassiske har Outi også eksperimenteret med gospel og musicals og hun har i 2017 optrådt i England til en festival for rytmisk musik. I 2018 går turen til bl.a Spanien i operaens og den nordiske romantiks tegn.

 

Eva Wöllinger-Bengtson, alt, kommer oprindelig fra Østrig og er uddannet musikpædagog ved Universität Mozarteum Salzburg. Efter at være flyttet til Malmø i 2010 har hun fokuseret stadig mere på professionel ensemble- og korsang. Eva har siden 2010 sunget i DR Koncertkoret, og

siden 2011 i ensemblet Musica Ficta. I 2017 blev hun fast medlem af Voces Ensemble. Udover det vikarierer hun i forskellige ensembler i Øresundsområdet, optræder som solist, underviser og dirigerer kor.

 

Nanna-Beth Konglevoll, sopran, kommer oprindeligt fra Norge, men har boet i Danmark siden 1998. Nanna-Beth er uddannet cand mag i musikvidenskab ved KU.

 

Hun har stor, mangeårig korerfaring, fra både klassiske kor og kirkekor. Hun er pt ansat i sct. Bendts Kirkekor. Blandt klassiske kor kan nævnes: Kammerkoret Carmina, Graabrødre Kammerkor og Chorus Soranus, foruden også assistentvirksomhed i Ars Nova, i en periode. I flere af disse kor har hun jævnligt været solist.

 

Nanna-Beth har dessuden igennem flere år arbejdet i sin Trio Norna med henholdsvis skandinavisk folkemusik og musik fra især tidlig middelalder. I dette ensemble spiller hun også på forskellige blokfløjter og ældre fløjter, udover at synge. Ensemblet har haft mange optrædener rundt omkring på Sjælland.

 

Ved siden af sangen, arbejder Nanna-Beth som sammenspilslærer i en klub og holder også foredrag og workshops i skandinavisk folkemusik og sang.

 

Anja Lillemæhlum, Cellist, er en alsidig cellist som har været med i mange musikalske sammenhænge, bl.a. på Det Ny teater, i flere af de danske symfoniorkestre og med egne grupper og opsætninger i mange afskygninger.

 

Anja er uddannet fra Solistklassen på Syddansk Musikkonservatorium hos Niels Ullner og fra Det kongelige Danske Musikkonservatorium hos Morthen Zeuthen, og har endvidere studeret i Prag og deltaget i mange masterclases rundt omkring.

Anja har sin erfaring og viden om skandinavisk folkemusik fra et fordybelsesår på Høgskolen i Telemark og har spillet med i mange folkemusiksammenhænge. Sidst med Dreamers Circus og Pigekoret til TV transmiteret midsommerkoncert.

Den Tidlige musik har Anja bl.a. beskæftiget sig med på Masteren på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium med barokcello hos Susie Naper og Judith Blomsterberg. Se www.anjalillemaehlum.dk

 

Tineke Noordhoek, percussionist, er uddannet fra fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og har studeret på Berklee College of Music i Boston. Hun har medvirket i mange forskellige musikalske sammenhænge - som kapelmester og komponist med egne grupper og som teatermusiker. I de senere år har hun spillet i jazzkvartet med Ole Koch Hansen, Benita Haastrup og Jens Skou Olsen. Hun har desuden spillet mange børnekoncerter med percussionisten Birgit Løkke. Se www.tinekenoordhoek.dk

 

 

 

 

 

ET MODERNE MIDDELALDERENSEMBLE

 

Ensemble Dísir er et moderne middelalderensemble bestående af to sopraner Outi Helena Karjalainen og Nanna-Beth Konglevoll, alt Eva Wöllinger-Bengtson, cellist Anja Lillemæhlum og slagtøjsspiller Tineke Noordhoek.

 

Med udgangspunkt i primært den nordiske middelaldermusik, har de gennem improvisation skabt deres eget lydunivers. De tre klingende kvindestemmer blandes med celloens fyldige strøg og folkelige tone, middelalderens rytmer og percussive klange fra hele verden.

 

Musikken bevæger sig mellem energiske, dansende rytmer og himmelske, meditative klange og er hentet fra primært den nordiske mundtlige tradition samt komponeret af bl.a. Hildegard von Bingen og Guillaume de Machaut.

 

Copyright © All Rights Reserved